Loading...

NYHEDER OM LØB

Ultraløbere ER ikke normale

06. februar 2013 · Jeppe Weinreich

Er man helt normal, hvis man frivilligt stiller op i TransEurope Foot Race for til fods at tilbagelægge 4487 km på 64 dage? De fleste læsere - selv de flittigt trænende her på MotionDANMARK - vil nok svare enstemmigt. Sådan rent ud af posen. Nu er et tysk forskerhold imidlertid gået grundigere til værks, og deres konklusion er (meget groft sagt) et "nej". Nej, de er ikke helt normale.

Holdet testede 11 løbere i 2009-udgaven af ultraløbet og sammenholdt data med 11 andre personer, som matchede i alder, køn og etnicitet, men som ikke havde løbet nogen maraton de seneste fem år. Blandt de ting, som testpersonerne blev udsat for, var den såkaldte "cold pain tolerance", hvor man typisk stikker hånden ned i isvand i et minut, mens puls og blodtryk måles. I netop denne viste ultraløberne en markant højere smertetærskel.

Upåvirkelig over for belønning
Interessant nok scorede begge grupper det samme i en GSE-test (general self-effiacy). Self-effiacy vedrører menneskers tro på egne evner til at udøve selvkontrol generelt - eller i relation til begivenheder, som påvirker livet.  Ultraløberne viste sig dog mindre samarbejdsvillige og påvirkelige over for belønning; til gengæld udviste de større evne til at nærme sig en transcendent tilstand.

Årsag og virkning
Tyskernes konklusion er sammenfattende, at er man mindre modtagelig for smerte, kan det også prædisponere den pågældende person til at blive langdistanceløber.

Forskerne er dog stadig i tvivl om, hvad der er årsag og virkning, når det handler om høj smertetærskel i forbindelse med den langvarige, ekstreme træning, som ultraløbere udsætter sig selv for. Så måske kan alle blive ultraløbere. Når alt kommer til alt, er det jo bare et spørgsmål om at løbe langt nok. jw

Ultra-Marathon Runners Are Different: Investigations into Pain Tolerance and Personality Traits of Participants of the TransEurope FootRace 2009. (Department of Diagnostic and Interventional Radiology, University Hospitals Ulm, Ulm, Germany)

 (Kilde: PubMed.gov)

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design