Loading...

NYHEDER OM LØB

Maratondribleren

16. januar 2013 · Jeppe Weinreich

38-årige Jan de Caille fra Mogenstrup vil den 17. marts forsøge at drible sig ind i Guinness Rekordbog. Det sker ved Greve Kystmaraton, som han vll gennemføre med en bold ved sine fødder.

5:36,24 timer. Det er rekorden, som Jan de Caille målrettet træner sig frem mod at slå. Den 38-årige mand fra Mogenstrup har også allerede sat dato og tid for attentatet: Sydkystmaraton i Greve den 17. marts - på hans fødselsdag.

"Vejret kan blive en udfordring," vurderer han med tanke på, at vinteren på det tidspunkt måske endnu ikke er blevet afløst af foråret.

Egentlig havde han planlagt at slå rekorden ved et løb i Aalborg, men ruten opfyldte ikke de opstillede betingelser, som en rekordanerkendelse kræver. Det bliver imidlertid ikke noget problem ved Sydkystmaraton, hvor ruten er DAF-opmålt.

Bange for en tackling
Et andet problem, som også har vist sig nu at være løst, handler om Jan de Cailles gode ven, med hvem han har indgået et halvt væddemål om at løbe hurtigst.

"Jeg var lidt bange for, at han ville gå efter at tackle mig undervejs. Men han løber kun halvmaraton, og den starter først en halv time efter," fortæller Jan de Caille til MotionDANMARK.

10.000 boldberøringer
Som den opmærksomme læser nok vil have regnet ud, handler det ikke om et almindeligt maratonløb. Næh, rekorden, som Jan går efter, er sat med en bold, som løberen skal drible med hele vejen. Under kortere træningsture har han regnet ud, at han i snit vil prikke til bolden hver fjerde meter, hvorfor han i mål vil være kommet op på mere end 10.000 boldberøringer.

"Man løber jo anderledes, når man har en bold med sig. Så jeg er godt øm i lægmusklen bagefter. Det kan måske blive den største udfordring," siger Jan de Caille, hvis bedste tid uden bold er de 2:54,01 timer, som han løb på i Frankfurt sidste år.

Det 13. maraton
Lige nu vurderer han, at formen er til 3:05-3:10 timer. En form, som han holder ved lige med en træningsmængde på godt 45 km om ugen.

"Jeg har i alt løbet 12 maratonløb, så det er måske lidt uheldigt, at løbet den 17. marts bliver mit trettende af slagsen," lyder det fra løberen, der med en fodboldmæssig fortid på serie 1-niveau har en vis baggrund for at kombinere løb med bold. En bold, som Guinness i øvrigt kræver, skal være FIFA-godkendt, for at Jan de Caille - om alt går vel - kan lade sig indskrive i den populære rekordbog.

"Mine venner og familie? Jo, de synes jo nok, det er lidt skørt. Men reaktionerne er alligevel overvejende positive," slutter han.

Læs mere på Jan de Cailles blog

Foto: Jan de Caille - her ved Stockholm Marathon sidste år, hvor han i anledning af 100 års jubilæet for OL i 1912 havde ladet et tidsvarende overskæg pryde sit ansigt.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design