Loading...

NYHEDER OM LØB

Løbefilm - En overset genre

05. juli 2012 · Jeppe Weinreich

Det er altid sundest at gøre det selv. Men der kan faktisk være megen fornøjelse i at se på andre, der løber. Ikke bare som sport i tv - også i spillefilm.

n særlig smal genre inden for film kredser om løb. Mest berømt er nok den britiske "Viljen til sejr", hvis kendte filmtema af den græsk-franske komponist Vangelis siden er blevet brugt i et utal af sammenhænge. Men der findes faktisk en del flere "løbefilm", som det ville være oplagt at medbringe i sommerhuset, når den danske sommer viser sig fra sin mest regnfulde side.

MotionDANMARK anbefaler her en lille liste:

Prefontaine (USA, 1997)
(Instr. Steve James)

Steve Prefontaine (1951-1975) er løbernes svar på James Dean. Hans alt for tidlige død i en bilulykke som 24-årig stoppede brat en lysende karriere, som først skulle til at begynde. Han prægede i høj grad den historiske 5000 meter finale ved OL i München 1972, men endte lige uden for medaljerækken. I filmen klippes der mellem autentiske tv-optagelser af finalen og iscenesatte nærbilleder af skuespillerne. For kendere af løb kan det undertiden virke lidt komisk, men rent filmisk fungerer det fint. SE KLIP

Løb for livet (The Jericho Mile, USA 1979)

Mange år inden mesterinstruktøren Michael Mann lavede nyklassikeren "Heat" med Robert deNiro og Al Pacino, drejede han denne tv-film, som i sin tid faktisk fik dansk biografpremiere. Filmen forener løbefilmen med en anden populær genre: "Fængselsfilmen". Hovedpersonen Murphy, der er idømt fængsel på livstid, vælger at isolere sig, men finder frihed i løbetræningen inde i fængslets gårde. Vagterne spotter hans talent og ser OL-potentiale i ham; noget, som imidlertid ikke har Murphys interesse, indtil han tager en vigtig beslutning. SE KLIP

Endurance (USA 1999)
(Instr. L. Wooddhead & Bud Greenspan)

For nylig løb legenden Haile Gebrselassie sit sidste løb på bane, da han ved et stævne i Holland forgæves forsøgte at tilkæmpe sig en plads på Etiopiens hold til OL i London. Tilbage i 1996 vandt han OL-guld på 10000 meter. Filmen fra 1999 blander på fascinerende vis dokumentaroptagelser fra legene i Atlanta med iscenesatte skildringer af den lille Hailes fattige opvækst, hvor han som dreng på transistorradioen hørte landsmanden Miruts Yifter vinde guld i Moskva 1980. I filmen bliver Hailes forældre spillet af virkelighedens personer. SE KLIP

Four Minutes (USA 2005)
(Instr. Charles Beeson)

Tv-film baseret på den legendariske Sir Roger Bannisters karriere. Englænderen - der i dag er 83 - løb som den første løber nogensinde en Engelsk Mile (1609,32 meter) på under 4:00,00 min. Det skete i Oxford i 1954 - få måneder før Bannister vandt EM på 1500 meter. At løbe milen på under fire minutter blev senere kendt som en "drømmemile". I mange år blev grænsen anset som umulig at bryde, men faktisk stod Bannisters rekord kun i 46 dage. I filmen spilles Bannister træner, den ben-amputerede krigsveteran Archie Mason, af Christopher Plummer. SE KLIP

Viljen til sejr (Chariots of Fire, GBR 1981)
(Instr. Hugh Hudson)

Klassisk storfilm baseret på den semi-autentiske historie om de to Cambridge-studerende, Eric Liddell og Harold Abrahams, som løb for Storbritannien ved OL i Paris 1924. Liddell er den strengt troende skotte, som nægter at stille op på 100 meter, da heatet ligger på en hellig søndag. Abrahams er jødisk og kæmper imod samfundets fordomme. Det Britiske Filminstitut har rangeret filmen som nr. 19 på en liste over de 100 bedste britiske film gennem tiderne. SE KLIP

Bonus:
Pusher (DK 1996)
(Instr. Nicolas Winding Refn)

Nok falder denne film helt uden for kategorien "løbefilm". En central scene, hvor hovedpersonen Frank er på flugt, viser dog skuespiller Kim Bodnias evner som løber. Og jo, den er god nok. På Dansk Atletik Forbunds rangliste for sæsonen 1982 finder man faktisk Kim Bodnia (Helsingør IF) som nr. 13 blandt de 17-18 årige. Hans tid på 100 meter? 11,5 sek. - håndstoppet.

Se den langsomme gengivelse af Kim Bodnias løb her (musikken er ikke fra Pusher, men førnævnte Viljen til sejr).

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design