Loading...

Nyheder om løb

Drømmemilen

13. februar 2012 · Terje Nordbjerg

"Et menneske kan ikke løbe en engelsk mile hurtigere end 4.01.66 minutter". Det påstod en amerikansk løbetræner i 1935. 19 år senere gjorde englænderen Roger Bannister det alligevel, og ifølge det amerikanske magasin Forbes var det de seneste 150 års største idrætspræstation.

he Dream Mile - en engelsk mile (1609 meter) - under fire minutter var i mange år omgærdet af myter. Allerede i 1876 dukkede der rygter op om, at pawnee høvdingen Black Hawk havde løbet distancen på 3.58 minutter, meeen…..? Rygter om løbere, som på hengemte baner og uden tilskuere og pressefolk, havde løbet under fire minutter blev ved med komme. Flere af datidens topløbere blev nævnt som "hemmelige drømmeløbere", bl.a. amerikaneren Glenn Cunningham, som i 1930erne var indehaver af den officielle rekord på distancen med 4.06 minutter og newzealænderen John Lovelock, guldmedalje vinder på 1500 m ved OL i Berlin, 1936. På de officielle lister var det de to svenskere, Arne Andersson og Gunder Hägg som lå tættest på de magiske fire minutter. Sidstnævnte havde i 1945 sat verdensrekord med tiden på 4.01.4 minutter, 0,2 sekunder bedre end landsmanden Anderssons gamle rekord fra 1944. Mange pressede på, men ingen kunne tilsyneladende forcere den psykiske og mental barriere. 

Men så kom Bannister
Roger Gilbert Bannister var tynd og ranglet og ragede 188 cm op over cindersbanerne. Han var født i 1929 i en af Londons nordlige bydele. Flid og ambitioner prægede opvæksten, og i 1946 fik han stipendium til at studere medicin ved Oxford Universitet. Den unge mand var opfyldt af en gudbenådet ambition om at nå til tops - både i idrætten og den akademiske verden. Året forinden havde han siddet på White City Stadium i London og beundret de to svenske verdensrekordholdere og sikkert tænkt store tanker. Overalt i Europa lå der efter krigen en kraftig opdæmmet længsel efter at se stor international idræt, og den unge medicinstuderende blev trukket med i det frodige atletikmiljø i Oxford. Vejen fra læsesalen til løbebanerne var kort, og der blev sagt om Bannister, at han i frokostpausen smuttede hen på stadion og løb 10 x 400 m på 60 sekunder med to minutters pause i mellem hver. Det skulle give 46 minutter i alt - og så var der 14 minutter tilbage til madpakken! Bannister var en virkelig slider og underdrev altid når han blev spurgt om hvor meget han trænede. I tidsskriftetAthletics Weeklyskrev han i 1951 at han trænede tre gange om ugen a 45 minutter. Senere indrømmede han, at det snarere var fire gange, men sandheden var nok at han trænede endnu mere. Han var videnskabeligt indstillet til træningen og var i virkeligheden en af de første virkelige systematikere. Desuden trak han aktivt på sin viden om kemi og medicin. For denne holdning måtte Bannister senere høste en del kritik. Mere om det senere.

Det var en kold og regnfuld dag
I 1954 skulle vise sig at blive et gennembrudsår for mellemdistanceløb. Braget kom allerede den 6.maj. Bannister havde nøje planlagt sæsonstarten sammen med sin træner, østrigeren Franz Stampfl. Den skulle foregå på den ydmyge atletikbane Iffley Road i Oxford. Med i løbet var to af hans studiekammerater, Chris Brasher og Chris Chataway, og de blev nøjagtig instrueret i deres roller. Den ene skulle være fartholder på de to første omgange, hvorefter Chataway skulle overtage, for så til sidst at give plads til Bannisters afgørende ryk på den sidst omgang. Men ikke nok med det. Til anledningen havde Bannister havde fået fremstillet håndsyede pigsko med særlig skarpe pigge, og havde, som en ekstra kuriositet fået sålen belagt med et særligt materiale, som skulle forhindre skidt og pløre i at fæstne sig fast under skoene. Det sidste viste sig at være en god ide, for dagen var regnfuld og blæsende, faktisk så voldsomt, at de overvejede at aflyse løbet og afvente mere gunstige forhold. Men et kvarter inden start stilnede vinden og seks løbere stillede op på startstregen.

Tiden blev 3.59.4 minutter og Bannister var totalt udkørt. Der gik således tre timer, før pulsen var tilbage til det normale, og da han blev interviewet til pressen, var hans syn stadig uklart. Det berømte billede, hvor han bryder målsnoren gik nu verden rundt. Endelig. Selv om det britiske imperium vakler, så havde englænderne vist, at de er bedst, når det gælder. Men midt i al begejstring var der kritiske røster. At bruge fartholdere var vel både usportsligt og på kanten af reglerne? Men kritikken forstummede, for den magiske barriere var brudt, og allerede 46 dage senere blev rekorden slået af australieren John Landy, som løb 3.57.9 minutter. Der stod nu 1-1 mellem de to konkurrenter. Den store "finale" mellem de to kom ved Commonwealth Games i Vancouver i august 1954. Hvem vandt? Det kan du også se på YouTube. Skriv "Miracle Mile 1954" i søgefeltet.

Sjove løbefacts:
Samme års som drømmemilen blev Bannister europamester på 1500 m i Bern, foran danskeren Gunnar Nielsen, som brød den magiske 4 minutters grænse to år efter Bannister. Det skulle blive britens sidste sæson. Han satsede derefter på sin karriere som læge og specialist i neurologi. I 1975 blev han adlet for sin indsats for engelsk idræt, ikke mindst i kampen mod doping. Det sidste er interessant, fordi han i sin aktive karriere - sammen med andre topløbere - selv blev beskyldt for at have taget amfetamin. Kritikere mente at dette var grunden til det rush af løbere som i de næste par år løb under fire minutter.

Mens Bannister opgav idrætten for at hellige sig sin civile karriere fortsatte Gunnar Nielsen træningen og satte i februar 1955 indendørs verdensrekord på 1 mile (4.03,6 minutter) for siden i september 1955 at sætte verdensrekord på 1500 meter med tiden 3:40,8 minutter. For disse præstationer blev en af dansk idræts største løbere nogensinde belønnet med B.T.'s guld.

Verdensrekorden på en mile er i dag på 3.43.13 minutter og indehaves af marokkaneren Hicham El Guerroj. Robert K. Andersen har den danske rekord på 3.50.79 minutter.

 

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design