Loading...

Nyheder om løb

"Det giver mig et kick at løbe maraton"

05. maj 2011 · Patricia Wilson

Anne Gæmelke på 25 år har hele sin barndom været lidt af en bogorm, der hellere ville sidde og læse end at komme ud og lege med de andre. Det betød blandt andet, at hun havde dårlig ryg og altid var træt. I dag løber hun maratons, har masser af energi og rygproblemerne er forsvundet.

Det er en sommerdag i maj. Solen skinner, fuglene pipper og rundt langs de københavnske veje står folk i massevis og hepper. Et stykke fra målstregen skimtes to løbere. De holder i hånd. Da de når målstregen omfavner de hinanden, færdige af udmattelse, men høje efter de tilbagelagte 42 km.

"Man er fuldstændig færdig efter et maraton. Ens ben, knæ og fødder skriger af smerte, og man er fuldstændig gennemblødt af sved. Det er en fantastisk følelse, som slet ikke kan beskrives, hvis man ikke har prøvet at løbe så lange distancer," siger Anne Gæmelke, der i 2007 siden løb sit første maraton i Tokyo, efterfulgt af Copenhagen Maraton i maj 2010.

Ser man på Anne i dag, er det nok de færreste, der ville have troet, at hun for nogle år siden ikke kunne drømme om at trække i løbeskoene og hellere foretrak at sidde og læse bøger indenfor:

"Sport interesserede mig slet ikke. Jeg ville meget hellere sidde og læse i min matematikbog. Det var først i gymnasiet, hvor jeg så småt begyndte at træne i fitnesscenter, at der begyndte at ske ting og sager," siger hun.

Og der skulle en fræk kommentar til at kickstarte hendes interesse for maraton distancerne.

Kunne ikke løbe mere end 12 min.
"Jeg havde en eller anden barriere omkring 12 minutters løb. Jeg kunne simpelthen ikke løbe mere end 12 minutter, så var jeg helt smadret. En dag kom der en ven over til mig på løbebåndet og sagde, om jeg godt vidste, man skulle løbe på båndet. Mit kække svar var, at det var distancen og ikke tiden, der betød noget for mig, og jeg fik slynget ud, at jeg trænede til et halvmaraton, og så var jeg jo ligesom nødt til at gøre det," siger Anne med et smil.

Herefter løb Anne sit første halvmaraton, og da det ikke var nok, begyndte hun at træne til maratons. Lige nu er målet at løbe to maratons i år, og hun vil gerne ned og løbe de 42 km på 3 timer og 50 minutter.

"Jeg træner løb 3-4 gange om ugen, kombineret med styrketræning og anden konditionstræning de resterede 2-3 dage om ugen. Mit mål er helt klart at løbe den hurtigere end de andre gange. Sidst løb jeg og min veninde på 4 timer og 15 min. Det vil jeg gerne kunne gøre bedre næste gang," siger hun og afslutter:

"Jeg er fuldstændig bidt af at løbe. Når man kommer ud over de første 10 km får man et adrenalin kick, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Jeg lukker mig helt inde i mig selv og nyder at trætte min krop kilometer efter kilometer. Hvis man aldrig har prøvet at løbe mere end 10 km, så er det mit bedste råd at prøve det."

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design