Loading...

Claus Hechmann lærer motionisterne at løbe som eliten.

Løberseminar 2014

Søndagsseminar i løbets tegn

11. november 2014 · Jeppe Weinreich

For tredje år i træk havde MotionDANMARK indbudt til Løberseminar på Syddansk Universitet, hvor over 200 deltagere tog imod tilbuddet om en lang dag med interessante foredrag og praktiske sessioner.

Syddansk Universitet i Odense stod søndag i løbets tegn. I det store auditorium sad de fleste tilhørere således med løbetøjet på, parat til at spæne en tur lige efter foredraget. Årets Løberseminar har efterhånden etableret sig som en vigtig dato for de mange motionsløbere, som gerne vil vide mere, og igen bød dagen på en række interessante indlæg, ligesom at spørgelysten i mange tilfælde var stor blandt de over 200 fremmødte.

Det var tredje år i træk, at motionskonsulent i DAF, Thomas Nolan, stod som tovholder for det store arrangement, som med foredragsholdere, hjælpere samt det sideløbende Arrangørseminar trak 300 personer.

”Meget tyder på, at seminaret er kommet for at blive. Jeg synes, at det var en succes, og den umiddelbare respons har da været positiv – også fra foredragsholderne,” lyder det fra Thomas Nolan, der dog stadig gerne ser, at seminaret bliver endnu større. Det fremtidige samarbejde mellem DGI og DIF kunne være med til at booste det, tror han. 

Mens der stadig var plads i auditoriet, så var der ved flere af de praktiske sessioner fuldt booket. Også selvom der efter sidste års erfaringer var blevet lagt endnu flere praktiske sessioner ind i programmet. Motionsløbere er i sagens natur aktive mennesker, så blandingen af teori og praksis var populær. Og med et for årstiden ganske mildt vejr var det ingen sag at bevæge sig udenfor på SDU’s originale idrætsanlæg, som er en vellykket blanding af legeland og atletikstadion.

HenningLangberg
Stort fremmøde ved Henning Langbergs foredrag.

Motivation, stræk og skader
To af hovedforedragene var placeret således, at alle deltagere var med. Det første – med den alsidige idrætsforsker Henning Langberg – faldt fint i tråd med hele seminaret. Som en ivrig triatlet og løber har professoren fra Institut for Folkesundhedsvidenskab (KU) selvsagt de bedste forudsætninger for at fortælle, og det kom tydeligt til udtryk under foredraget med titlen ”Motivation, stræk og skader”.

Efter frokostpausen satte den succesfulde løbetræner Claus Hechmann fokus på den træningsfilosofi, som ligger til grund for hans arbejde. Med en gruppe, der bl.a. tæller så stærke navne som Lars Budolfsen, Henrik Them og Anna Holm Baumeister har Hechmann markeret sig som et navn, man lytter til i atletikkredse. En kommende bog ”Løb som eliten” er på vej fra Gyldendal, og mon ikke Hechmann fik vundet nogle kommende læsere af bogen med sit foredrag, der med indforståede begreber som ”aerob” og ”anaerob” bestemt ikke undervurderede tilhørernes forudsætninger? Også Hechmann forestod efterfølgende en praktisk session på stadion.

JesperMøldrup
Jesper Mølgaard underviser deltagerne i løbeteknik.

Løbsarrangører mødte op i stort tal
Arrangørseminaret kørte som i fjor sideløbende med Løberseminaret. Her var der rekorddeltagelse med 62 løbsarrangører fra hele landet. Blandt programpunkterne var bl.a. fremlæggelsen af Dansk Atletik Forbunds nye rapport ”Motionsløb i Danmark” samt en grundig gennemgang af de erfaringer, som selvsamme forbund gjorde i forbindelse med VM Halvmaraton.

Var du selv til stede på seminaret og vil gerne have genopfrisket nogle ting, kan du men fordel hente diverse powerpoint-præsentationer HER

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design